Du er her:
Hedda Gabler
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
​
Faksimile
legg: 2, blad: [2]v
2.
[HIS: Teksten er skrevet vertikalt på siden.]
Personerne:
Axel Tesman, dr: fil:
Hedda, hans hustru.
Frøken Rising, hans tante.
Fru Elvstad.
Assessor Brack.
Holger Løvborg.
Berte, i tjeneste hos Tesmans.
(Handlingen foregår i Tesmans bolig.)
​
Faksimile
legg: 1, blad: [1]r
1.
Den blege, tilsyneladende kolde skøn-
hed. Store fordringer til livet og til livs-
glæden.
Han, som nu endelig har besejret hen{,}-
de, tarvelig af person, men hæderlig og be-
gavet frisindet videnskabsmand.
​ [HIS: Teksten står opp-ned nederst på siden.]
«T. fulgte mig hjem fra aftenselskaber ifjor sommer
– Jo, jo – han var om sig. – Og De var ikke ved
hånden.»
«Men i ˹dette˺ sværmeriet for statsrådinde Fs villa
var det ˹altså˺ at J. T. og jeg møtte˹s˺ ˹i forståelse˺ hinanden , ser De.»
​
Faksimile
legg: 1, blad: [1]v
​ [HIS: Teksten står opp-ned i forhold til arksignaturen på side 1 av arket.]
«Hedda, – er der ikke kommet afbud fra E. L. du Hvad»
«Nej.» «Nå så skal du se, vi har ham såmæn
om lidt.» «Tror De virkelig at han kommer.» «Ja
det er jeg næsten viss på※. Så Ja tante Julle
sa’ at hun trode aldrig i verden at han vilde
gå mig ivejen. Tænk det – ˹ [HIS: Tilføyelsen står under avsnittet den skal innføyes i.]
※For det er nok bare løse rygter, det, som
De fortalte.˺ »
«Men herre gud, De har da tidt og ofte nok sko-
set over mine små ungkarlsgilder. De skulde ikke
egne sig for andre end rigtig principfaste
mandfolk, mente De.»
«Men her L. er da vel principfast nok nu –»
​
legg: 1, [2]r
​
Faksimile
legg: 1, blad: [2]v
​ [HIS: Teksten står opp-ned i forhold til arksignaturen på side 1 av arket.]
«Nå så stiger man ud – og moverer sig en
smule.»
«Jeg stiger aldrig ud. For der er alt»
«Virkelig ikke.»
«Nej, for der er altid nogen tilstede, som sér
på ens ben.»
«Nå, ja, herre gud.»
«Holder ikke af det. Da blir jeg { <...> }siddende –
Hvor jeg nu engang er.»
​
Faksimile
legg: 1, blad: [1]r
​
Hedda: «Jeg har ikke anlæg til andet end
til at kede mig.»
«At da ikke livet skal have nogen verdens
ting at byde på.»
«Om han nu slog ind på politik.»
Brack. «Det ligger ikke for ham.»
H. «Men kanske jeg kunde få ham til
det.»
«Og tror De så han kunde bli statsmi-
nister.»
{H}Brack. «Da måtte han være en meget
rig mand.»
H. «Ja og så – det vilde visst ikke være
noget tilfredsstillende for mig i længden.»
Løvborg:
«Jeg har ført et noget vildt liv, siger man.
Nu får jeg gøre bod og bedring.
Men jeg kan ikke forsage.»
​
Faksimile
legg: 2, blad: [2]v
2.
[HIS: Teksten er skrevet vertikalt på siden.]
Personerne:
Axel Tesman, dr: fil:
Hedda, hans hustru.
Frøken Rising, hans tante.
Fru Elvstad.
Assessor Brack.
Holger Løvborg.
Berte, i tjeneste hos Tesmans.
(Handlingen foregår i Tesmans bolig.)
 
​
Faksimile
legg: 2, blad: [1]r
1.
​
Frøken R. ˹(går omkring i stuen.)[HIS: Det er et tilføyelsestegn etter denne sceneanvisningen, samme tegn er å finne før «Så.» og etter «herligheden». Da det er uklart hvor tilføyelsen skal inn, gjengis den der den står.] ˺ «Så. Nu kan en da rigtig se hele
herligheden. Jo, ja, – det tar sig ud, Berte.
Blomster både her og der.»
Berte: «De kom alle sammen sendendes
i går kveld. For at de skulde holde sig
friske, forstår sig. Men denne her var
der en frue med selv, – nu netop før
frøkenen kom.»
Frøken Rising. «Ja, det er som det skal
være. Når et ungt par kommer hjem
fra bryllupsrejsen, så –»
​
Faksimile
legg: 2, blad: [1]v
Hedda, som ved en henkastet ytring, i prø-
vende hensigt, bringer ham på den tanke at
beholde det.
Så læser han det. En ny tankeretning går
op for ham. Men situationen spændes. Hedda
vækker hans skinsyge.
I 3. akt kommer den ene oplysning efter den
anden om Løvborgs bedrifter i løbet af natten.
Tilsidst kommer han selv i stille fortvilelse.
««Hvor er manuskriptet»? «Har jeg ikke lagt det
efter mig her»?» Han véd at han ikke har gjort
det. Men hvad nytter forresten manuskriptet
ham nu! Han skriver om «fremtidens sædelære»!
Han, som netop er sluppen ud af politiarresten!
Heddas fortvilelse er den forestilling at
der visst findes så mange muligheder til
lykke i verden, men at hun ikke kan få øje
på dem. Det er mangelen på et livsmål som
piner hende.
Når Hedda forleder T. til at føre E. L. i for-
dærvelse sker det for at prøve Ts karakter.
Det er i Heddas nærhed at den dragende
trang til udskejelser altid kommer over E. L.
​
Faksimile
legg: 2, blad: [2]r
Tesman kan ikke forstå at E. L. kan ville
bygge sin fremtid på forurettelse af en anden.
Hedda: «Om jeg hader T.? Nej, slet ikke.
Jeg finder ham bare kedelig?.»
Brack. «Men det er der ingen anden, som
synes.»
Hedda. «Der er heller ingen anden end
jeg, som er gift med ham.»
Brack «...... slet ikke kedelig.»
Hedda. «Herre gud, De vil altid at jeg skal
udtrykke mig så korrekt. Nå da. T: er ikke
kedelig, men jeg keder mig ved at leve sammen
med ham.»
Hedda: «... havde ingen udsigt. Ja, kan-
ske De vilde se mig i et frøkenkloster. (stiftelse)»
Hedda: «... er det så ikke en ærlig sag at gø-
re sin person indbringende. Kunstnerinderne
og andre gør jo også sine fortrin indbringende.
Jeg havde ingen anden kapital. Gifte sig – jeg syntes
det var som at købe sig en livrente.»
Hedda: «Husk på jeg er et gammelmands-
barn – og dertil en udlevet mands – eller en af-
fældig da – Det har kanske sat sine mærker.»
Brack: «Jeg tror så mænd De er begyndt
at gruble over problemer!»
Hedda. «Ja hvad kan man ikke forfalde
til når man har gåt hen og giftet sig.»
​
legg: 3, [2]v
3
[Forfatternote: NB!]
Brack havde altid troet at Heddas kor-
te forlovelse med Tesman skulde gå over-
styr.
Hedda taler om hvorledes hun følte sig
tilsidesat, skridt for skridt da hendes far
ikke længere var i nåde, tog afsked og døde
uden at efterlade sig noget. – Det stod da i
bitterhed for hende, som om det var for hans
skyld at man havde feteret hende. – Og så
var hun imellem da 25 og 26 år allerede.
Nær ved som ugift at gå nedad.
Hun mener at Tesman igrunden bare
føler en forfængelig stolthed over at have vun-
det hende. Hans omhu for hende er som den
man viser en ædel ridehest eller en kostbar
jagthund. – Dette oprører hende for resten
ikke. Hun bare ser på det, som på en kends-
gerning.
Hedda siger til Brack at hun ikke synes
man kan kalde Tesman løjerlig. Men i grun-
den finder hun det. Senere finder hun også at
han er ynkelig.
Tesman: «Kunde du ikke kalde mig ved for-
navn?»
Hedda: «Nej, véd du hvad, – da måtte du virke-
lig ha' et andet, end det, de har git dig.»
Tesman stikker Løvborgs håndskrift til sig
for at det ikke skal komme bort. Siden er det
​
Faksimile
legg: 4, blad: [1]r
4.
​
«... Kan du mindes»
A. T. kommer trallende fra ˹højre side˺ venstre gennem
bagværel med en tom bærende på en tom
åben håndkuffert. Han er en ungdommeligt
udseende mand ※ ˹noget fyldig rund˺ med et åbent, fornøjet an-
sigt, blondt hår og skæg. Påklædt i en be-
kvem noget skødesløs husdragt.
˹ [HIS: Tilføyelsen står under avsnittet den skal innføyes i.]på 33 år˺
​
«Tænk dig, tante J. hel {le}e den kufferten
havde jeg stoppende fuld af afskrifter.
Det er rent utroligt, hvad jeg har sam-
let sammen rundt om i arkiverne.
Gamle mærkelige sager, som ingen men-
nesker har vidst besked og»
Fr. T.
«Ja ja, du har nok ikke spildt din tid
på bryllupsrejsen, du, Jørgen.»
​
Faksimile
legg: 4, blad: [2]v
​ [HIS: Teksten står opp ned sammenlignet med teksten s. 1 r.]
«Å H – man skulde dog aldrig vove sig ind i
eventyrlandet. Hvad?»
«Gør du det.»
«Det var eventyrligt at gå hen og gifte sig og
sætte bo på blotte og bare udsigter.»
«Du har kanske ret i det.»
«Men vort hyggelige hjem har vi da, ˹i alfald˺ H. Tænk, –
det hjem, som vi begge gik og drømte om.»
H. (rejser sig) «Det var jo aftalen at vi skulde
leve selskabeligt. Føre hus.»
T. «Ja herre gud, hvor jeg havde glædet mig
til det. Se dig som værtinde. – Ja – f{ <...> }oreløbig
får vi to altså holde sammen i {E}ensomhed, H. Ba-
re se tante J. hos os en gang imellem. A, du – som
skulde havt det så langt – langt anderledes.»
«Livrétjeneren får jeg naturligvis ikke nu for
det første.»
«Å nej, desværre – det kan der jo umulig bli tale
om, ser du.»
«Og ridehesten tør jeg vel ikke engang tænke på.»
«Nej, gud bevare mig vel, det siger sig da ˹af sig˺ selv ˹kære˺.»
H (går opad gulvet) «Nå, en ting har jeg da ialfald
til at muntre mig med så længe.»
«Å, gud ske lov for det! Og hvad er så det for
noget, H.?»
H. (i døråbningen) « ˹ koldt, hånl med kold ha<...> ˺ Mine pistoler, – Jørgen.»
«Pistolerne!»
«General Gablers pistoler.»
(Hun går gjennem bagværelset ud til venstre
side.)
T. (løber hen i døråbningen{)}og<...> råber efter
hende) «Nej, gud velsigne dig, kæreste H. rør
da ikke de farlige tingesterne! For min
skyld! Hvad?»
​
Faksimile
legg: 5, blad: [1]r
5.
​
Hedda kommer fra venstre side gennem bag-
værelset. Hun er en dame på 29 år. Ansigt og
skikkelse ædelt og fornemt formet. Hudfar-
ven ˹har en˺ mat ˹klar˺ bleghed Øjnene er stålgrå og udtryk-
ker en kold ro. Håret er mellembrunt og ikke
synderlig fyldigt. Hun er klædt i en smag-
fuld formiddagsdragt hvori lys{ <...> }eblåt og rødt
er de fremherskende farver.
«.... Alle disse velsignede blomsterne. Men, kæ-
re, – vil De ikke ta’ plads, frøken T?»
Frk T.
«Nej tak, jeg vilde bare forhøre mig om det
s{å}tod godt til. Og, det er sandt, jeg har noget
med til dig. (tar en papir pakke i papir op
af lommen.»
T.
«Nej hvad er det for noget. (åbner.) Nej her-
re gud – har du gemt den for mig. Hedda,
det er virkelig rørende du. Hvad.»
H.
«Ja, kære, hvad er det da.»
T.
«Mine gamle morgensko.»
H.
«Ja så. Jeg husker du talte ofte om dem på
rejsen.»
T.
«Ja, d jeg savned dem så svært. Nu skal du få ​
Faksimile
legg: 5, blad: [1]v

se dem.» H. «Nej tak, det bryder jeg mig virkelig
ikke om.» T. «Du kan ikke tro, hvor mange er-
indringer der knytter sig til dem.» H. «Ikke for
mig.» Frk T. «Nej, det har H. ret i. Gem du dine
k<...> tøfler, min kære gut.» T. «Ja det skal jeg så
visst gøre.» H. forstemt, ved borde)
​ [HIS: Teksten står opp-ned.]
(˹Samtidigt hermed˺ Hedda går ˹imidlertid˺hen over gulvet, hæver armene
knytter hænderne som i raseri. Bet Slår
forhængene fra glasdøren og ser ud.)
Lidt efter kommer T. ind igen og lukker
forstuedøren efter sig.) Derpå samler
han skoene op, og p{å}akker dem ind og læg-
ger dem på bordet.)
T. «Synes du ikke tante J var underlig du? Kan
du begribe hvad der gik af hende? Hvad?»
H. «Jeg kender jo så lidt til hende. Plejer hun
ikke ofte være så.» T. «Nej, det har jeg ikke
mærket.»
​
Faksimile
legg: 5, blad: [2]r
[HIS: Teksten står opp-ned.]
T.
«Det er ganske forbausende, hvorledes hun kom
sig der nede i fjeldluften –»
H.
«Det er ikke sandt. Jeg er akkurat som da jeg
rejste.»
T.
«Ja det påstår du. Men nej såmæn om du
er. Synes ikke du også, tante.»
Frk T.
«Dejlig, dejlig, dejlig –»
T.
«Du skulde bare se –»
H.
«Å –»
T.
«Hun formelig svulmer, tan{k}te Julla.»
H.
«Jeg vil ikke høre mere om mig selv.»
Frk T ˹griber hende om hode
og kuser hen ˺
«Gud velsigne og bevare Hedda Tesman.
Hver evige dag kommer jeg indom til jer to.»
T.
«Ja, gør endelig det, Så skal vi ha’ det morsomt»
Frk. T.
«Farvel, farvel.»
(hun ud gennem forstuen. T <...> følger hende
ud. Døren bliver stående åben. Tesman høres
at gentage sine hilsener til tante Rina og
takke for morgenskoene.)
​
Faksimile
legg: 5, blad: [2]v
T.
«Ja, og staselig er den også, ˹rigtig˺ pragtfuld{.}er den[HIS: «den» står på den andre siden av bladet.] »
Frk.
«Å der er måde med det, min kære Jørgen
Parasollen? Nå her. For den er også min,
ikke Bertes.»
T.
«Den er ˹visst˺ også ny, tante J.»
H.
«Og smuk, nydelig er den visst også.»
T.
«Men se da rigtig på H ˹før du går˺ tante, Se hvor
smuk og nydelig hun er.»
Frk T.
«Ja det er da ikke noget nyt. H. har jo væ-
ret deilig alle sine dade»
(går mod højre.)
T.
«Ja men har du lagt mærke til hvor ˹fyldig hun er blit˺ ˹svært˺ hun
har lagt sig ud på rejsen» H. «Å lad da være!»
Frk T. standser
«Lagt sig ud.»
T.
«Ja, du kan ikke så godt se det nu hun har
den kjolen på; men jeg som har anledning
til.»
H.
«Å, du har ikke anledning til nogenting»
​
Faksimile
legg: 6, blad: [1]r
6.
​
«Og så den store lykke at jeg fik dele hans ar-
bejde. Fik lov til at hjælpe ham.» «Så det
fik du? –» «Ja.» A «Som to gode kammerater alt-
tå. –» «Kammerater! Ja tænk, H. så kaldte han
det også! Å jeg burde jo føle mig så undelig
lykkelig. Men jeg kan ikke det heller. For
jeg véd jo ikke om det vil vare i længden.
–» «Hvad! Er du sige med det. –» «En kvinde,
som han aldrig har kunnet glemme. –»
Hv
«Ved du, hvem det er.» «Nej, han har bare en
gang tydet hen på det.» «Hvad sa' han?» «At
hun en ga da de skiltes, vilde hun skyde
ham ned med en pistol, –» «Har du ingen
anelse –?» «Jo.» «Nå.» «Jeg tror det må være
den rødhårede sangerinde, som han
en tid –» <...> «Ja, ja, det er det vel –» «Og tænk
dig, H. Nu hører jeg at hun er i byen igen!»
​
(A. Br. er en ˹herre˺ mand på 45 år. Undersæt-
sig men velbygget og med elastiske be-
vægelser. Ansigtet rundagtigt med nobel
profil. Håret næsten so kortklippet, næs-
ten sort endnu※. Øjenbrynene tykke. Knebels-
barten ligeså, {n}med afstudsede spidser. Han
er klædt i elegant spadsérdragt, dog lidt
for ungdommeligt for sin alder. Bruger
lorgnet, som han nu og da lar falde.) ˹ [HIS: Tilføyelsen står på bunnen av siden.]
※og omhyggeligt friseret˺
​
Faksimile
legg: 6, blad: [1]v
​ over m
«Ja men De sad en klasse over mig.
Å hvor ræd jeg var for Dem dengang.» «Ræd for
mig.» «Ja for når vi mødtes på trapperne eller
i gangerne så brugte De altid at ruske mig
i håret» G «Nej, gjorde jeg det.» «Ja og en gang
sa’ De at De vilde svi’e det af mig.» «Å hvad
snak.» «Ja jeg var så dum dengang. – Og siden, fru
T, så er vi jo kommet»
​
Faksimile
legg: 6, blad: [2]r
​
«Nej. {f}Fra hvem da? Hvad?»
«Her står «Fru foged Elvsted».»
«Nej virkelig. Fru E. Frøken R. som hun hed før»
«Ja netop. Hun med det irriterende håret, som
gik omkring og <...> gjorde sig så til at. Din gamle
flamme, har jeg hørt sige.»
«Nå, det stod ikke længe på. Og så var det nu
før jeg kendte deg, det, Hedda. Men tænk – at hun
er i byen.»
​
Fru E. er en spæd skikkelse med ˹smukke˺ bløde
ansigtsformer. Øjnene er lyseblå, store, run-
de og noget fremstående, med et forskræmt
udtryk, omtrent som hos en fugl. Håret er på-
faldende lyst, næsten hvidgult, og usædvan-
lig rigt og bølgende. Hun er et par år yngre
end H. Hun ˹påklædningen er˺ er klædt i en mørk visitdragt.
der er smagfuld men ikke ganske ny og hel-
ler ikke efter aller nyeste mode.)
​
Faksimile
legg: 6, blad: [2]v
​
«A lad mig bli udenfor. Tak heller assessoren
for al den ulejlighed han har havt. –» «Å hvad;
det er ingenting. –» «Jo, De er en trofast sjæl, assessor
Men min veninde står og brænder efter at komme
afsted – På gensyn assessor. Jeg kommer straks
igen.» Gensidige hilsener. Fru E. og H. går ud
gennem <...>
​
Faksimile
legg: 7, blad: [1]r
7.
​
«Hm – vi kan nok alligevel komme til at opleve
det. –» «Nej men assessor B. det vilde jo være den
utroligste hensynsløshed imod mig! Ja, for tænk, –
jeg er jo en gift mand. Jeg har jo gået hen og giftet
mig på de udsigterne. ※Sat svær gæld på dem også –
Ja, for, Herre gud – ˹ [HIS: Tilføyelsen står under avsnittet den skal innføyes i.]
※Gået hen og sat en s˺ »
​
legg: 7, [1]v
​
legg: 7, [2]r
​
legg: 7, [2]v
​
Faksimile
legg: 8, blad: [1]r
8.
​
«Kanske ikke i vort forhold heller, H»
«Hvorledes.»
«Var der kanske ikke kærlighed i det heller. Ikke et
eneste stænk, – ikke et skær af kærlighed på bagved det
hele.»
«Ja, mon der virkelig var det.»
«Slet ikke fra Deres side altså?»
«For meg står det, som om vi var to gode kammerater.
To rigtig fortrolige venner.» (smiler). «De især var nu
så svært åbenhjertig.»
«Jeg var nok altfor åbenhjertig. Men det var Dem,
som vilde ha det så.»
«Der var noget lokkende, – noget modigt synes jeg der
var over – over denne løndomsfulde fortrolighed, som
ikke noget menneske havde anelse om.»
«Ja ikke sandt H. o. s. v»
«Med de illustr... –»
«Ligesom her»
«Ja og når jeg ...»
«Tror De ...»
«Ja hvorle– ...»
«Og som ....»
«At De ...»
«Og at ....»
«Nå en mand ...»
«Nej ....»
«Men hvad ...»
«Finder De»
«Ja da der var overhængende fare for at der vil-
de komme virkelighed ind i forholdet. Da De var ved
at ville forgribe Dem på – på Deres frejdige kammerat»
«Hvorfor gjorde De ikke alvor af det. Hvorfor skød ˹ [HIS: Tilføyelsen står oppover i høyre marg. Den hører ikke direkte sammen med noe av teksten i avsnittet.]
livsbegær og fejghed˺
De mig ikke ned, som De trued mig med!»
«Så ræd er jeg for skandalen.»
«Ja H, De er fejg i grunden.»
« { <...> }Forfærdelig fejg.» (slår om) «Men det var jo heldigt for Dem»
​
Faksimile
legg: 8, blad: [1]v
«Glemmer De den aften – da jeg var nødt til at værge mig
med pistolen.»
«De havde ikke behøvd at frygte for nogen gentagelse.»
«Det var ikke den slags frygt som voldte bruddet»
«Hvad da.»
«At jeg havde fåt foragt for mig selv.»
«De!»
«Ja for min fejgheds skyld.»
«Fordi De ikke havde mod til at skyde mig ned»
«Det var ikke min værste fejghed.
Det forstår De visst godt uden at jeg siger Dem
det.»
«Hedda!»
«Ja, det var nu værste fejghed. Da følte jeg hvorledes
halvheden sad mig i blodet. At det aldrig vilde bli an-
derledes. Derfor brød jeg med Dem engang for alle.»
«Nu først forstår jeg hvad jeg har misted i Dem – De,
min både modige og – fejge kammerat»
«Nå heldigvis så trøsted De Dem jo snart oppe hos
Elvsteds.»
«Jeg ved hvad Thea har fortalt Dem.»
«Og De har kanske fortalt hende om os to?»
«Ikke et ord. Det er hun for dum til at forstå»
«Dum?»
«I slige ting er hun dum»
[HIS: Teksten står nederst på siden, opp-ned.]
x «Og du – du er så rig!» x1. « {a}Å jeg tror jeg svier håret af dig
alligvel.»
1. Kl 10 kommer han fra assessorens sviregilde.
​
Faksimile
legg: 8, blad: [2]r
[HIS: Teksten står opp-ned nederst på siden.]
«Kl ti kommer han med vinløv ˹i håret.˺ krans om hodet. Da har
han vundet sejr over sig selv. Da er han en fri mand for alle
sine dage.»
​
legg: 8, [2]v
​
Faksimile
legg: 9, blad: [1]r
9
​
3. akt.
T. « {e}Ejlert læste op for mig. Vi kom jo over en time for
tidligt, ser du. Og B. havde jo så meget at ordne. Men så
læste E.»
«Nå?»
«Nej, du kan ikke tænke dig hvad det er for et værk, H. Det
er næsten det mærkeligste jeg har læst.»
«Ja ja, det bryr jeg mig ikke noget om. Og det kommer
jo ikke sagen ved.»
«Jo, det gør det. Kan du tænke dig, H<...> – Noget så stygt
som kom over mig.»
«Stygt? Over dig.»
«Jeg misundte E. at ha’ skrevet det. T{ <...> }ænk –»
«Ja, jeg tænker.»
«Og så vide at han desværre nok er rent uforbeder-
lig.»
«Du mener vel at han har mere livsmod end de andre.»
«Ikke det. Men han kan ikke holde måde i nydelsen –»
«Og hvad blev det så til.»
«Det blev rent ud sagt til et bakkanal, H.»
«Havde han vinløv i håret.»
« NVinløv? Nej, det så jeg ikke noget til. Men han
holdt en svulmende tale for den kvinde som havde
beåndet ham, som han sa’.»
«Nævnte han hende.»
«Nej, men jeg kan ikke tænke mig andet end at det må
være fru E. Pas du på.»
«Hvor skiltes du fra ham.»
« {V}På vejen indover. Vi brød op, de fleste af os på
samme ti{ <...> }d – Og så blev vi enige om at følge ham hjem.
Ja for han var da så rent overlastet.»
«Han var vel det.»
«Men nu kommer det mærkværdige, H. Det sørgelige.
Å jeg skammer mig på Es vegne. Så overlastet var han»
«Nå da.»
«Jo mens vi gik sådan indover ser du, så blev jeg til-
bage – bare sådan et par minutters tid – tænk det –»
​
Faksimile
legg: 9, blad: [1]v
«Ja ja, herre gud –»
«Og da jeg så skynder mig efter dem – véd du så hvad
jeg finder lige i vejkanten?»
«Nej, hvor <...> kan jeg vide det.»
«Sig det endelig ikke til nogen, H. Hører du, for Es
sky{ <...> }ld. Jeg fandt dette her.»
«Det er jo hans papirer. Den pakke som han havde
med her.»
«Ja herre gud – så overlastet, som han var. Tænk,
han havde mistet dem – uden at mærke det.»
«Du gav ham den ikke igen!»
«Nej, jeg turde ikke i den tilstand han var.»
«Så ingen af de andre at du fandt den.»
«Nej.»
«Og du fortalte det ikke heller til nogen bagefter.»
«Nej, det vilde jeg ikke. Jeg synes synd i E. Så stor
en skam.»
«Ingen ved altså at du har den.»
«Nej, for ulykkeligvis kom han og et par andre
fra os.»
«Så.»
«Ja, jeg hørte de havde fulgt ham hjem. Så
drev jeg om en halv times tid, ser du – For jeg vilde
op til ham når jeg kunde tænke mig at han var
blet alene.»
«Nå?»
«Ja men tænk dig, H. så havde jeg glemt hans
husnummer.»
«Traf ham altså ikke.»
«Nej jeg ringte på en hel del steder. Men alt-
sammen så var det galt. Du store gud, hvorledes
han må være tilmode ※når han savner den. For
han har ingen afskrift. Bare løse lapper.1) »
«Men når jeg har fåt hvile meg en smule og jeg kan tænke
mig at E, stakker, fåt sovet ud, så må jeg indom til
ham med dette her.»
«Nej, gør ikke det, lat mig få læse det først.»
«Det tør jeg ved gud ikke kære Hedda»
«Tør du ikke»
˹
«Nej du kan da vel tænke hvor rent fortvilet han blir»
※ ˺ ˹ [HIS: Tilføyelsen står under avsnittet den skal innføyes i.] 1 <...>
«med notitser og sligt noget.»
˺
«kan da ikke sligt et manuskript skrives om igen –
Sådan engang til.»
«Nej, det tror jeg aldrig vilde gå. Beåndelsen, ser du –»
«Ja, ja, just det er det vel –»
​
Faksimile
legg: 9, blad: [2]r
«Og hvad har så T. fortalt om nattens { <...> }oplevelser.»
«Å noget temmelig kedeligt. Bare det at de havde været oppe
og drukket kaffe et steds.»
«Det kaffelag har jeg allerede rede på. E. L. var nok ikke
med der?»
«Nej, ham havde fulgt hjem forinden.»
«T. også?»
«Nej, men et par andre, sa’ han.»
«J. T. er en troskyldig sjæl, fru H.»
«Ja det ved gud han er. Men stikker der da noget under»
«Jo, det er ikke frit for det.»
«Nå da! Lad os sætte os kære assessor. Så fortæller De
bedre.» ({D}H. sætter sig vel midten af bordet. B. til højre)
«Nå da altså?»
«Jeg havde særlige grunde til at efterspore mine gæsters –
– eller rigtigere sagt en del af mine gæsters veje inat.»
«Og imellem dem var kanske E. L.»
«Jeg må tilstå han var det.»
«Nu gør De mig virkelig nysgærrig.»
«Véd De han og et par af de andre begav sig hen da de var gået
fra mig.»
«Går det an at fortælle det, så gør så.»
«Bevars, det kan godt fortælles. Jo, de indfandt sig i en sær-
deles k<...> animeret soire.»
«Nå ja.»
«L. havde fåt indbydelse i forvejen, han også. Men da
han afslåt at komme. For han har jo rejst sig igen, som
man siger.»
«Nå ja, men så.»
«Ja k<...> ser De, fru H, – så kommer uheldigvis ån-
den over ham oppe hos mig –»
«Ja, der blev han jo beåndet, sa’ T.»
«I temmelig høj grad beåndet. Så kom han vel på
andre tanker, kan jeg tro. For vi mandspersoner er ikke al-
tid så principfaste som vi burde være. <...> »
«Nå De danner da visst en undtagelse. Men L. altså?»
«Ja, kort og godt, – enden blev at han havned i frøken Ds salon.»
«Frøken D.»
​
Faksimile
legg: 9, blad: [2]v
«Det var hende som gav soiréen, for en udvalgt kreds af ven
inder og beundrere.»
«Er det en rødhåret – sådan knejpesangerinde?»
«Netop. Og E. L. var som bekendt en af hendes varmeste
beskyttere i sine velmagtsdage.»
« Og hvad endte det så med. Og hvorledes endte så dette her.»
«Mindre venskabeligt. Frøken D. skal fra den ømmeste
modtagelse være gåt til håndgribeligheder※. Almindeligt slags-
mål mellem både damer og herrer. Politiet hentet –»
«Politiet?»
«E. L. skal ha’ gjort voldsom modstand. Måtte så natur-
ligvis på stationen.»
«Sådan er det gåt for sig. Da har han ikke havt vinløv
i håret.»
«Vinlø{ <...> }v?»
«Sig mig, assessor, hvorfor går De og eftersporer Deres
gæsters veje.»
«For det første kan det nu ikke være mig ganske
ligegyldigt om det oplyses ved forhørerne at de kom fra
mig.»
«Forhører vil der altså bli’.»
«Selvfølgelig. Men det fik nu endda <...> være for hvad
det var – For mit rygte er nu så vidt rodfæstet i den
almindelige mening –»
« Fortjener det også at være det? Naturligvis.»
«Men De bør vide alt dette her.»
˹ [HIS: Tilføyelsen står nederst på siden.]
※ «E.L. påstod at ˹nogen˺ man<...> havde bestjålet ham. Han påstod at hans tegne
bog var borte. Og andre sager også. Han gjorde da et morderligt
spektakel.»
˺ ​
Faksimile
legg: 10, blad: [1]r
10.
​
«For det første kan det ikke være mig ganske ligegyldigt om
det oplyses ved forhørerne at han kom lige fra mig.»
«Forhører vil der altså bli.»
«Forstår sig. Men det fik endda være for hvad det var.
Men jeg synes jeg pligted at skaffe Dem og T. fuld oplysning
om ham.»
«Hvorfor egentlig det?»
«Jeg har en mistanke om at han vil bruge Dem som
et slags skærmbræt.»
« I hv<...> Hvor falder De på det!»
«Å herregud, vi er da ikke blinde, fru H. Se De til
Fru E. rejser ikke så snart fra byen igen.»
«Nå der er vel så mange andre steder, hvor man kan
mødes.»
«Ikke noget hjem. Ethvert anstændigt hus vil fra nu
af være lukket for ham.»
«Og det bør mit også være, mener De.»
«Ja. Jeg tilstår, det vilde være mig mere end pinligt
om han fik indpas her. Om han som en uvedkommende
skulde trænge sig ind i –»
«Ind i firkanten?»
«Netop. Det vilde for mig være samme som at bli’
hjemløs.»
«Altså, – eneste hane i kurven, – det er Deres mål.»
«Og det vil jeg kæmpe for med alle de midler jeg har
til min rådighed.»
«De er i grunden et farligt menneske. Ved De vel, – jeg
er hjerteglad – sålænge De ikke har hals og hånd over
mig.»
« Nej nej Ja, ja, fru H. De kan ha’ ret i det. Hvem
ved om jeg ikke i så fald var kapabel til at finde på
både det ene og det andet.»
«Det er jo næsten, som om De sidder og truer.»
(rejser sig) «Langtfra. Trekanten må befæstes og for-
svares i frivillighed.»
«Det mener jeg også.»
«Ja nu må jeg indover»
​
legg: 10, [1]v
​
legg: 10, [2]r
​
legg: 10, [2]v
​
Faksimile
legg: 11, blad: [1]r
11.
​
3. akt.
«Ja, H. her kommer jeg i sorgens farver. For nu
har da min stakkers søster endelig stridt ud.»
«Jeg ved det allerede, som De vel ser. T. sendte et
kort ud til mig.»
«Ja, han lovte mig jo det. Men jeg syntes da at
til H, – her i livets hus – måtte jeg da melde døden
selv.»
«Det var meget venligt af Dem.»
«Å, R. skulde bare ikke gåt bort nettop nu. Hs hus
skulde ikke bære sorg i denne tid.»
«Hun døde jo så stille?»
«Å så dejligt, – så fredeligt løste det sig op for
hende. Og så den usigelige lykke at hun fik se
J. engang til. Og fik sige ham rigtig farvel. Er han
kanske ikke kommen hjem endnu?»
«Nej, han skrev at jeg ikke måtte vente ham så
snart. Men sæt Dem da ned.»
«Nej tak, kære – velsignede H. Jeg vilde nok gerne.
Men jeg har så liden tid. Nu skal hun stelles og pyn-
tes så godt jeg kan. Rigtig pén skal hun kom-
me i sin grav.»
«Kan ikke jeg hjælpe med noget?»
«Tænk aldrig på det. Sligt noget skal ikke
H. T. ta’ sine hænder i. Og ikke fæste sine tan-
ker ved heller. Ja, herre gud, så går det i verden.
Hjemme hos mig skal vi nu sy lintøj til Rina.
Og her skal vel også syes, kan jeg tænke. Men
det blir af et andet slags, det, gud ské lov.»
«Å det var da godt, du endelig kom engang.»
​
Faksimile
legg: 11, blad: [1]v
«Er du her, tante J.? Hos H? Tænk det.»
«Jeg vilde just til at gå igen, min kære gut. Nå, fik
du så udrettet alt det du lovte mig.»
«Nej, jeg er virkelig ræd, jeg har glemt halvparten, du.
Jeg får komme ind til dig imorgen igen. For mit hode er så
rent fortumlet. Jeg kan ikke holde tankerne sammen.»
«Men du må da ikke ta’ det på den vis, Jørgen.»
«Så? Hvorledes da, mener du?»
«Du skal være glad for det, som skét er. For hendes
skyld. Ligesom jeg er det.»
«Å ja ja. Du mener tante R –»
«Det blir ensomt for Dem nu, frøken T.»
«Det kommer ikke til at vare længe. Salig Rs lille
stue skal ikke stå tom.»
«Hvem vil du skal flytte ind i den. Hvad?»
«Å der findes altid en eller anden syg sjæl, som trænger
røgt og pleje – desværre.»
«Vil De virkelig ha’ sligt kors på Dem igen.»
«Kors! Det har da ikke været noge Gud forlade
Dem, barn, – det har da ikke været noget kors for mig.»
«Men om der nu skulde komme en fremmed.»
«Å med syge blir en snart venner. Og jeg behøver da
så sårt at ha’ nogen at leve for. Nå, gud ske lov, her
i huset turde vel også bli et og andet at ta’ hånd i
for en gammel tante.»
«Å tal bare ikke om det.»
«Tænk, hvor dejligt alting kunde være, dersom –»
«Dersom?»
«Å ikke noget. Det ordner sig nok vel.»
«Ja, ja, I to to har no{g}k noget at snakke sammen,
kan jeg forstå. Og H. har kanske ˹også˺ no noget at fortelle
dig, J. Farvel. Nu må jeg hjem til R. Herre gud
hvor underligt ˹du Jørgen˺ at tænke på . Nu er Rina både hos ​
Faksimile
legg: 11, blad: [2]r

mig og hos salig Jochum.»
«Ja, tænk det, tante J! Hvad?»
«Det lader til at dødsfaldet går dig mere til hjer-
tet end hende.»
«Å det er ikke dødsfaldet så meget. Det er E. L.
som jeg er så inderlig urolig for.»
(hurtigt) «Er der noget nyt med ham.»
«Jeg vilde løbet op til ham i eftermiddag og sagt
ham at manuskriptet var i god behold.»
«Nå!»
«Men ˹Han var ikke hjemme˺ så mødte jeg fru E. og hun fortalte at han
havde været her tidlig imorges.»
« Ja han var det Ja straks efter du var gåt.»
«Og han skal jo ha’ sagt at han havde revet ma-
nuskriptet i stykker! Hvad?»
«Ja, han påstod det.»
«Men herre gud, så er han jo gåt fra forstanden,
H. Og så turde du vel ikke gi’ ham det tilbage heller.»
«Nej, ha{m}n fik det ikke.»
« Og du sa’. Men du sa’ ham da vel at vi havde det.»
«Nej. S{å}a’ du kanske det til fru E. –» «Nej det vilde jeg ikke
Men det skulde du da i det mindste ha’ sagt. Tænk
om han i fortvilelse og forvildelse går hen og gør
en ulykke. Lad mig få ˹manuskr˺ det . Lad mig få det, H.
Jeg vil ind til ham med det straks. Hvor er pakken.»
«Jeg har den ikke mere.»
«Har du den ikke. Hvad i al verden mener du med
det.»
[Forfatternote: sid 53.] [HIS: Forfatternoten står i venstre marg. Den viser til legg 53 i NBO Ms.8° 808.]
«Men hvorledes kunde du da gå hen og gøre
noget så uhørt! Hvorledes kunde sligt falde dig
ind! Hvorledes kunde det komme over dig!»
(bekæmper et næsten umærkeligt smil) «Jeg gjorde ​
Faksimile
legg: 11, blad: [2]v

det for din skyld, Jørgen.»
«For min skyld.»
«Da du kom hjem imorges og fortalte om E. Ls værk –»
«Ja, ja, hvad så.»
«Du tilstod at du misundte ham det.»
«Å herre gud, det var da ikke så bogstavelig ment»
«Alligevel. Jeg kunde ikke tåle den tanke at nogen
anden skulde stille dig i skyggen.»
«Hedda, – er det sandt, du siger – Ja-men, ja-men,
på den slags måde har jeg aldrig mærket din kærlighed
før.» <...>
«Nå, så er det bedst du får vide da – at just i denne
tid –. Nej, nej. Du kan spørge dig for hos tante J., så
gir hun deg nok besked.»
«Å jeg tror næsten jeg forstår deg H.! Nej, herre gud –
skulde det være muligt. Hvad?»
«Skrig da ikke så. Pigen kan høre dig.»
«Pigen. Nej, du er god H. Pigen, – det er jo B. det. Jeg vil
selv ud og fortælle det til B.»
«Å jeg forgår i alt dette.»
«I hvad for noget, H. Hvad.»
«I alt dette – løjerlige.»
«Løjerligt – at jeg er så sjæleglad. Men alligevel – kanske
det ikke passer at sige noget til B.»
«Å jo – hvorfor ikke det også.»
«Nej nej, ikke endnu. Men tante J. må tilforlatelig
få vide det. Og det at du begynder at kalde mig Jørgen
og så. Tænk det. Å tante J. vil bli så glad, – så glad.»
«Når hun hører at jeg har brændt E. Ls papirer.»
«Nej det er jo også sandt. Det med brændingen, det må
ingen få vide.» (ler) «Men at du brænder for mig, H, det
skal så sandelig tante J. ha’ del i. For resten gad jeg
vide om sligt noget er almindeligt hos unge koner. Hvad»
«Du får spørge tante J. om det også.»
«Ja det vil jeg gøre ved lejlighed. – Nej men, nej men
manuskriptet – Herre gud – det er jo forfærdeligt at
tænke sig for den stakkers E. alligevel!»
​
Faksimile
legg: 12, blad: [1]r
12.
​
1.) «Jeg ved bare at E. L. har havt mod til at leve
livet efter sit eget sind. Og så nu – for første gang
– det store. Det, at han havde kraft til at bryde
op fra livsgildet – så tidligt.»
«Det gør mig ondt fru H, – men jeg nødes til at
rive Dem ud af en smuk indbildning.»
«En indbildning»
«Som De ....»
« Og Hvad vil ˹det˺ De sige?»
«Sagens ...»
«H{e}ænger den ikke s<...> sam<...> »
«Nej. For den stakers fru E. skyld brugte jeg et par
små omskrivninger» ※
«Men hvad er så det virkelige da mere er der.»
«Det er det at E. L....»
«Han har ikke skudt sig selv.!»
«Han er skudt. Men han har ikke gjort det fri
viligt.»
«Og det skede h<...>....»
«Det kan jeg»
˹ [HIS: Tilføyelsen står på bunnen av siden.]
※ «Hvilke da. –» «Først det at han virkelig er død.» ˹ «På hospitalt.» ˺ « ˹Ja,˺Og
uden at komme til bevidsted.»
˺ ​
legg: 12, [1]v
​
legg: 12, [2]r
​
Faksimile
legg: 12, blad: [2]v
(Hilser til T. og
​
Faksimile
legg: 13, blad: [1]r
13.
​
«De må naturligvis ind for retten. Både De og frøken D.
Hun må jo oplyse, hvorledes det er gåt til. Han villet trække
pistolen op af lommen for at true hende. Og så er skuddet gåt af.
Eller har hun revet ham pistolen ud af hånden, skudt ham og
stukket pistolen ned i lommen igen. Det kunde nok ligne
hende. For hun er et håndfast pigebarn, den frøken D.»
«– Men alt dette her kommer jo ikke mig ved.»
«Nej; men De må svare på det spørsmål: hvorfor
gav De E. L. pistolen? Og hvilke slutninger vil man ud-
drage af den kendsgerning, at De gav ham den?
Man plejer at finde sig i det uundgåelige»
«Ja kanske det.»
​
legg: 13, [1]v
​
legg: 13, [2]r
​
legg: 13, [2]v

Forklaringer

Tegnforklaring inn her